Broderskab, dialog og samarbejde. Det er nogle af de ord, Anders Fogh Rasmussen (V) skal slå på, hvis han skal blive bedre venner med Tyrkiet og resten af verdens muslimer, hvis han bliver Natos generalsekretær.
Sådan lyder vurderingen fra Daniella Kuzmanovic, der er adjunkt og ekspert i tyrkiske forhold ved Københavns Universitet.
"Der skal lyde forsonende toner fra Anders Fogh. Han skal sige, at han som generalsekretær vil være opmærksom på, hvad man mener i den muslimske verden, og at han vil lytte til den muslimske verden. På den måde vil han vise sig som mere dialogorienteret end tilfældet var under Muhammed-krisen," siger Kuzmanovic til Newspaq.
Et af Tyrkiets kritikpunkter har netop været Foghs håndtering af Muhammed-krisen, og derfor vil det være oplagt med en aggressiv charmeoffensiv, eftersom Tyrkiet netop har meldt ud, Foghs fremtid i Nato er usikker helt indtil på mandag.
Mandag deltager Fogh i en international dialog-konference i Tyrkiet under navnet "Civilisationernes Alliance" - en oplagt platform for en charmeoffensiv.
"Hér kan Fogh netop tale om brobyggeri, lydhørhed, fred og forsoning," forklarer Kuzmanovic.
Den danske imam Wahid Abdul Pedersen opfordrer også Fogh til at komme på banen.
"Han skal på en charmeoffensiv i en lang række muslimske lande. Det vil have en effekt og styrke hans position, uanset om han vil afholde en række konference i verden, eller om han vil tage på en slags privatbesøg," lyder det fra imamen.
Abdul Wahid Pedersen og Daniella Kuzmanovic mener begge, at Fogh virkelig kunne vinde mange muslimeres hjerter, hvis han undskyldte sin håndtering af Muhammed-sagen. Men det er nok helt usandsynligt, mener de begge.
"Foghs håndtering af tegning-krisen var eklatant dårlig, så hvis han kunne kravle ned fra elfenbenstårnet og ligefrem udtrykke sin egen beklage over sin egen dårlige håndtering af sagen, så tror jeg, det vil give genlyd. Men det tror jeg nu ikke, vil ske," siger Abdul Wahid.