Anders Fogh Rasmussen (V) ligger, som han har redt.
De seneste dages besværligheder i forhandlingerne om skattelettelser er fremkaldt af Foghs sololøb i præsentationen af en række populære forslag - som akut kræftbehandling, milliarder til nye sygehuse og renovering af gamle og slidte skoler.
Forslagene kom til verden i samarbejde mellem Venstre og Det Konservative Folkeparti, men Fogh præsenterede selv gavepakken til befolkningen på Venstres sommergruppemøde for nogle uger siden uden at have informeret K-leder Bendt Bendtsen. Og ifølge 25 kilder - ministre, folketingsmedlemmer og andre centrale personer - som Berlingske Tidende har talt med, har Foghs sololøb fået de konservative til at skrue bissen på i kravet om lettelser i topskatten.
- Det er Anders manøvre, der har afstedkommet det her, siger en konservativ kilde til avisen.
Tidligere var de konservative angiveligt klar til at diskutere lettelser i mellemskatten. Nu står de stædigt fast på deres krav om at rykke grænsen for at betale topskat.
- Da Anders går i luften ovre i Fredericia, hvor han siger skattelettelser og tilføjer, at det fortrinsvis skal være i bunden, så er Bendt nødt til at kræve noget på topskatten, siger en konservativ til Berlingske Tidende.