Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) var i dag på besøg på Nørrebro for at tale med politi og lokale ungdomstilbud om, hvad man kan gøre for at stoppe bandekrigen.
Fogh besøgte blandt andet værestedet 'Den Korte Snor', der henvender sig til utilpassede unge, og her lyttede han til forslag fra personalet.
"Det største ønske, som jeg har mødt, er, at vi også får fortalt den gode historie om, hvad der foregår på Nørrebro. For der er mange, der gør et dygtigt arbejde her for at få bydelen til at fungere," sagde han under sit besøg.
Flere på Nørrebro er utrygge ved at fortælle om begivenhederne i bydelen, men Charles Lundquist, der er kommet i Blågårdsgade hele sit liv, er ikke bange for at give Fogh et godt råd til, hvordan bandekrigen skal løses.
"Jeg vil da håbe, at han sætter sig ned og lytter til de unge. Jeg håber, at hans formål med at komme på Blågårdsplads er, at han vil give noget til de unge. Ellers kan jeg ikke se formålet med, at han er her," siger Lundquist til Newspaq.