Sagen om den bedragerimistænkte IT Factory-direktør Stein Bagger tager nu en helt ny drejning. Statsminister Anders Fogh Rasmussen bruges nemlig af Stein Baggers ekskone til at reklamere for hendes lykkearmbånd.
Et billede af Anders Fogh Rasmussen sammen med Martina Bagger, hvor de begge har et lykkearmbånd om håndledet har prydet smykkedesigner Martina Baggers hjemmeside.
Billedet, der nu er fjernet fra hjemmesiden, er taget i lufthavnen, hvor de to tilfældigt mødte hinanden.
Statsministerens presserådgiver, Michael Ulveman siger til Ekstra Bladet, at Martina Bagger selv henvendte sig til Fogh og forærede ham et armbånd. Derefter blev der taget et billede af de to sammen, hvor de viser armbåndene.
Billedet er taget en gang i 2005, og Martina Bagger har siden brugt det i kommercielt øjemed på sin hjemmeside. Efter Statsministeriet blev opmærksomme på sagen, bad Venstres advokat Marianne Hartling i et brev Martina Bagger om at fjerne billedet. Det er nu sket.
Statsministerens hustru optræder dog stadig på hjemmesiden med armbåndet.