De Radikale tager nu så kraftigt afstand til regeringens skatteudspil, at det ser ud, som om det kan blive meget svært for det lille midterparti at komme med i en aftale.
Dermed tyder det på, at den politiske situation er blevet mere enkel: Enten får vi en politisk aftale om skattelettelser vedtaget af det sædvanlige trekløver Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti – måske med Ny Alliance som den nye lillebror – eller også dumper der meget snart et valgkort ind ad brevsprækken.
R: »Uambitiøs plan«
»Vi har fået regnet os frem til, at regeringens udspil udhuler de grønne afgifter med syv milliarder frem til 2015, og det stemmer ikke med, at statsministeren sagde, at der netop ikke skulle ske en udhuling,« siger De Radikales næstformand Morten Østergaard.
Allerede lørdag var formanden, Margrethe Vestager, ude og kalde regeringens plan for uambitiøs, og hun kritiserede samtidig, at regeringen sætter så stor en lid til Dansk Folkeparti i forhandlingerne.
DF har nøglen
I sidste uge blev SF, Enhedslisten og Socialdemokraterne hægtet af forhandlingerne, og det betyder, at regeringen skal have en aftale med Dansk Folkeparti for at kunne samle et flertal og få vedtaget skatteudspillet.
Forhandlingerne om skattelettelser til danskerne går i gang igen på onsdag, men indtil videre har De Radikale ikke fået nogen invitation til kaffe i Finansministeriet.
Med hele venstrefløjen ude af forhandlingerne har De Radikale også meget dårlige kort på hånden, fordi de ligger meget langt fra Dansk Folkeparti, når det kommer til fordelingen af skattelettelserne: Dansk Folkeparti vil tilgodese de lavtlønnede samt pensionister og andre på overførselsindkomst, mens De Radikale ønsker en lettelse af den topskat, som næsten en million danskere betaler, samt et større fokus på miljøet.
K og DF er uenige
Dansk Folkeparti har da også meget svært ved at se sig selv skrive under på en aftale, der har tydelige radikale fingeraftryk. Dermed har De Radikale kun én mulighed for at komme med: De kan appellere til regeringens interesse i at få et bredt flertal for skattelettelserne.
»Som jeg ser det, så vender vælgerne sig imod blokpolitik, så hvis det skal give mening, så er det mærkeligt at lave aftale med det eneste parti, der vender sig imod en skattereform og så lade de andre sidde udenfor,« siger Morten Østergaard.
De Konservatives højeste ønske er også lettelser i topskatten, så Anders Fogh Rasmussen skal først og fremmest have Dansk Folkeparti og De Konservative til at enes. Hvis det ikke lykkes, får vi sandsynligvis valg.