Af Anna Rossman Thejsen
anro@avisen.dk
Det er en rigtig, rigtig dårlig løsning at sætte dagpenge gradvist ned, fordi det kun vil gavne folk med høje ind. Det slog statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fast på sit ugentlige pressemøde tirsdag.
Ved samme lejlighed fik han sat forslagsstilleren, den konservative arbejdsmarkedsfører Lars Barfoed, netop afgået familie- og forbrugerminister, godt og grundigt på plads ved at feje forslaget af banen som en »privat« udtalelse.
»Jeg vil gerne understrege, at der ingen tvivl er om regeringens linje. Når det er sagt, så vil der være medlemmer af de to regeringspartier, som i ny og næ fremsætter private synspunkter, og det skal man da have lov til i et frit samfund. Men det er klart, at jeg synes bedst om, at regeringspartiernes folketingsgrupper holder sig til regeringsgrundlag. Og det er Bendt Bendtsen (konservativ partiformand, red.) og jeg enige om,« sagde Anders Fogh Rasmussen på pressemødet.
Ordførere fra regeringspartierne kan dog bruge kræfterne langt bedre, mener han.
»Jeg synes, det er vigtigere, at ordførerne bruger deres energi på at markedsføre regeringens politik og på at gå i clinch med oppositionen. Det synes jeg, medlemmer af regeringspartierne bruger deres kræfter bedst på, og det er to vigtige opgaver, der godt kan fylde dagen ud,« sagde Anders Fogh Rasmussen.
Statsministerens kommentarer skal ses i lyset af, at flere konservative ordførere de seneste dage har talt lodret imod regeringens politik. Mens Lars Barfoed (K) forleden udtalte i Jyllands-Posten, at ledige bør få mindre udbetalt i dagpenge for hvert år, der går, har integrationsordfører Henriette Kjær (K) i dag talt for at se på behandlingen af afviste asylansøgere fra Irak.