"Jeg er ikke kandidat til nogen international toppost".
Anders Fogh Rasmussen (V) benægtede alt - og lirede sin indstuderede remse af, når journalister ville vide, om topjobbet som NATO-generalsekretær fristede.
Først umiddelbart før NATO-topmødet i april 2009 blev han kandidat. Officielt.
Men nu tyder det på, at Fogh og hans hjælpere knoklede benhårdt i kulissen for at slå klørerne i topjobbet. I mindst ét år.
"Vi var mange, der arbejdede hårdt for, at Anders Fogh Rasmussen skulle blive NATO's generalsekretær," fortæller James P. Cain, USA's ambassadør i Danmark fra 2005 til 2009, til Berlingske Tidende.
"Allerede fra Foghs besøg hjemme hos præsident Bush i Texas i foråret 2008 var det et af de vigtigste emner. Jeg diskuterede selv kandidaturet intenst med præsidenten på det tidspunkt. Det meste af processen foregik i foråret, sommeren og efteråret 2008".
Eks-ambassadøren vil ikke nærmere ud med, om han også førte samtaler med Fogh på samme tidspunkt, men henviser i stedet til Wikileaks-lækket.
"Det må jeg hellere vente med at sige noget om - hvis noget overhovedet - når vi kender indholdet af de dokumenter, der bliver offentliggjort."
Kilde: Berlingske Tidende