Det var yderst ufornuftigt, da Lars Løkke Rasmussen og Søren Pind i 2004 nød 20 snapse og fem fadøl på borgernes regning, det fastslår statsministeren på sit pressemøde tirsdag.
"Jeg tror, alle er klar over min holdning til den slags," konstaterer Fogh Rasmussen, og erklærer, at han ikke kender noget til den frokost de to venstremænd indtog på Café Petersborg.
Statsministeren var dog ikke bleg for at indrømme, at han ikke selv kan drikke så tæt som det var tilfældet den pågældende eftermiddag i 2004.
"Personligt ville jeg ikke være i stand til at indtage så meget," siger Fogh Rasmussen, der mener det er kritisabelt, at folkevalgte politikere bruger borgernes penge på alkohol.
"Selv drikker jeg aldrig i arbejdstiden," siger han
"Når man har sagt ja til et offentligt embede, så skal man være omhyggelig og påpasselig med borgernes penge," siger Fogh.
Ekstra Bladet har i de kommende dage varslet yderligere afsløringer af Søren Pinds overforbrug i sin tid som borgmester i København. Fogh mener dog, at den sag ene og alene vedkommer Københavns Kommune og Søren Pind.
Fogh vil blot give Pind det gode råd, at "man skal være forsigtig med borgerne penge."