Mens Pia Kjærsgaards markante holdninger og stærke personlighed har gjort hende til en skydeskive hos en række borgere og politikere, har andre opfattet samme kvaliteter som hendes mest positive træk.
Således har tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen kun rosende ord til overs for sin tidligere folketingskollega, som han havde et godt, personligt forhold til i de år, han sad som statsminister.
- Pia Kjærsgaard har haft overordentlig stor betydning og har sat sig meget væsentlige spor siden midten af 90'erne. Noget af det, jeg husker tilbage på med særlig stor glæde, er, at vi kunne have fortrolige samtaler, og de forblev fortrolige, siger Fogh til Ritzau.
- Jeg kunne altid regne med, at selvom vi havde en hård diskussion, om noget vi var uenige om, så kunne jeg være sikker på, at når vi lavede en aftale, så blev den holdt - et ord var et ord, tilføjer han.
Anders Fogh Rasmussen var statsminister i årene 2001-2009, før han forlod posten til fordel for en plads som Natos generalsekretær.
/ritzau/