Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) afviser, at der skulle være hold i de anklager, der kommer frem i en ny dokumentarfilm om de danske styrker i Afghanistan. En påstand om, at danske styrker skulle have videregivet 31 personer til amerikanske styrkers varetægt, hvor de blev udsat for tortur og mishandling.
»Jeg kan forstå, at mange af jer har været i biografen, hvor der blev vist en film med gammelt kendt stof, men med ny spændende underlægningsmusik og med en dramatisk iscenesættelse. Og at jeg selv skulle indtage en ikke uvæsentlig birolle,« sagde han på sit pressemøde og afviste samtidig, at regeringen har skjult noget for Folketinget.
»Jeg har ikke selv set filmen, men jeg kan allerede nu udløse spændingen og afvise påstanden om, at jeg skulle have misinformeret Folketinget.«
Samtidig afviste han en egentlig undersøgelse af forløbet og henholdt sig i stedet til, at regeringen snart vil komme med sin egen redegørelse af forløbet, for at finde ud af, om anklagerne om videregivelse af fanger til amerikansk tortur, er sande:
»Skulle det være tilfældet, er det stærkt beklageligt, men jeg har ingen informationer om, at det skulle være tilfældet,« sagde han.
Han ville dog ikke love, at regeringen i forbindelse med redegørelsen har tænkt sig at spørge amerikanerne, om handlingerne har fundet sted.