I sin første større tale som Nato-chef foreslog Anders Fogh Rasmussen et strategisk samarbejde med Rusland.
Den tidligere danske statsminister talte i dag i Bruxelles efter USA's meddelelse om, at missilforsvaret med baser i Polen og Tjekkiet er droppet.
"Jeg ser gerne, at Rusland og Nato bliver enige om at lave en fælles analyse af de nye sikkerhedsudfordringer i det 21. århundrede, som så kan tjene som grundlag for vort fremtidige samarbejde," sagde Anders Fogh Rasmusssen.
USA's præsident Barack Obama meddelte forleden, at planerne om at opstille et missilforsvar i blandt andet Polen og Tjekkiet er skrottet.
Rusland har protesteret højlydt mod missilforsvaret, og Obamas beslutning blev da også rost af Ruslands premierminister Vladimir Putin.
"En korrekt og modig beslutning," lød det fra Putin.
Nu foreslår Natos generalsekretær i stedet et samarbejde med russerne.
"Vi bør undersøge, om vi kan kæde USA's, Natos og Ruslands missilforsvar sammen på et passende tidspunkt," lød det fra Fogh i Bruxelles.