Spørgsmålene var mange og formuleret på forskellige måder, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i går svarede på spørgsmål om sin kritik af DRs dækning af Afghanistan-sagen i folketingssalen.
Men trods de forskellige formuleringer kunne de alle sammenfattes til det enkle: »Kan statsministeren, der også er pressens minister, tillade sig at lægge pres på Danmarks Radio ved at opfordre til, at stationen laver en undersøgelse af sin egen dækning af Afghanistan-sagen?«
Det mener oppositionen, at han har gjort, men Fogh Rasmussen fastholdt, at han kun har brugt sin ytringsfrihed til at tage til genmæle mod filmen Den Hemmelige Krig og efterfølgende indslag fra DR, der ifølge regeringen har været fejlagtige.
Statsministeren mener blandt andet, at »det er utroligt, at vi skal høre venstrefløjen ville frarøve ministre deres ytringsfrihed til at tage til genmæle«.
Omvendt lød det fra den radikale Simon Emil Ammitztzbøll:
»Der er forskel på at påpege fejl og så at indlede en krig mod Danmarks Radio.«
Også Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten kritiserede statsministeren for at blande sig i DR s redaktionelle frihed.
Statsministeren svarede igen ved at minde om, at Socialdemokraterne selv for nylig krævede direktøren for TV2 Radio, Jens Rohde, fyret, da han offentligt havde kritiseret den socialdemokratiske formand, Helle Thorning-Schmidt.
Dansk Folkepartis Jesper Langballe nøjedes med at opfordre statsministeren til at gennemføre en uvildig undersøgelse af, om Enhedslistens Frank Aaen har givet filmens instruktør, Christoffer Guldbrandsen, fortrolige oplysninger fra Udenrigspolitisk Nævn sideløbende med, at filmen kom til verden.
Anders Fogh skød også med skarpt mod Frank Aaen, der er under anklage for at have et usædvanlig tæt samarbejde med filmens instruktør.
»Med det store researcharbejde, som hr. Frank Aaen har udført, så må det ærgre hr. Frank Aaen, at han ikke engang bliver takket i rulleteksterne,« sagde statsministeren.