I dag skal de cykle.

Gennem træerne, over de støvede flade bakker og rundt i svingene, hvor præsidenten også har cyklet med Tour de France-vinder Lance Armstrong.

I halvanden time, bare to gode jævnaldrende venner, i den særlige duft af marts i Texas – uden dagligdagens trusler om terrorbomber, problematiske tegninger, flagafbrænding, hidsige islamister og nævenyttige socialdemokrater.

Og så tilbage til en god lang frokost ved stenpejsen på den eksklusive ranch ’Prairie Chapel’. Præsidentens absolut mest hellige sted, som kun folk som Putin, Berlusconi, Sharon og Merkel får lov at se.

Anders og George. Fogh og Bush.

To usædvanlige mennesker med et usædvanligt venskab, der – på godt og ondt – har sat Danmark på det politiske verdenskort.

»Du er min ven, og jeg sætter pris på din ærlighed. Vi kan tale om alt. Du er meget direkte, tak for det,« som Bush siger om »my friend, Anders«.

Ulige forhold

For blot en uge siden dømte meningsmålinger George Bush som den mest upopulære præsident nogensinde. Men bag de officielle slips og håndtrykkene, så er det to rigtige venner, der i går og i dag mødes med deres hustruer i præsidentens ranch i Crawford.

Det fortæller flere kilder tæt på statsministeren og venskabet.

De er ikke venner, der diskuterer personlige problemer over en kasse øl og noget dart. Ikke bedste venner.

Men venner af tillid, der har det godt sammen – og som holder sammen.

Ulige venskab

I perioder, hvor forholdet mellem Europa og USA går i stå, så kommer der gode råd fra Fogh til Bush. Da Mellemøsten under Muhammedkrisens første del brændte danske flag af, ringede Bush omvendt til Fogh for at vise fuld støtte.

Da Fogh senest blev genvalgt, telefonerede Bush selv med en lykønskning. Fogh skriver læserbreve til New York Times om vigtigheden af krigen mod terror. Og Fogh kan på sine tirsdagspressemøder uden stor overraskelse sige: »Og så kan jeg fortælle, at jeg har haft en samtale med George Bush om ..«

Men af natur er det et ulige venskab.

Den ene er statsminister fra et lille land, som kun få har hørt om (og som mange indbyggere i Texas fortsat tror, er hovedstaden i enten Sverige eller Holland). Den anden er en mand, som hele verden kender og mener noget – ofte grimt – om.

Alligevel passer de to mænd perfekt til hinanden. De kom begge til magten nogenlunde samtidig midt i en terrortid, de deler en underspillet humor, syn på statens rolle – og de føler begge, at de har stået alene med følgende betragtning:

At vi er midt i en global krig, hvor indsatsen er selve retten til at være fri.

»Vi deler troen på, at frihed er universel, og vi deler troen på, at i en kamp mellem demokrati og diktatur kan man ikke være neutral,« som Fogh sagde på et fælles pressemøde, da Bush besøgte Danmark for to et halvt år siden.

Med andre ord: Vælg side. Eller som Bush formulerede det: I er enten med os eller imod os.

Og Fogh er mere med end de fleste.

Krigen

Et af venskabets tydeligste resultater findes cirka 3.000 kilometer fra København og cirka 11.000 kilometer fra ranchen i Crawford:

Irak.

Den fælles smag af »nederlag« og »nødvendig kamp« i en blanding, der stadig ikke er endeligt afgjort.

Historien vil dømme beslutning om krigen, men de to mænd deler – sammen med den engelske premierminister Tony Blair – Irak som en fælles skæbne.

»Krigene i Afghanistan og Irak er helt afgørende for at forstå venskabet. Der skete noget, da Bush først forsigtigt meldte ud, at nu bliver det til krig. Og så står Danmark, ja, Fogh, parat med det samme, og det glemmer Bush ikke,« siger Carl Pedersen, USA-ekspert fra Københavns Universitet, der i det hele taget kalder venskabet for »højst usædvanligt«.

For de tos forhold har haft overordentlig stor betydning for Danmarks placering hos amerikanerne.

»De er på mange måder meget forskellige mennesker, men ideologisk kan jeg sagtens se, hvorfor de holder sammen,« siger Carl Pedersen.

Man kan måle venskab

Så de cykler sammen. Spiser morgenmad i Det Hvide Hus. Holder Bushs 59 års fødselsdagsfest i Danmark. Deres børn har mødt hinanden. Deres hustruer har det godt samme. De spiser middag på Camp David.

Syv gange har de to mødtes privat, mødet i dag og i morgen her i ranchen bliver det ottende, mens Bush er præsident.

Og otte er et højt tal. Det ved man udmærket i embedsværket omkring statsministeren – og man skal i øjeblikket være leder af Israel eller Storbritannien eller rockstjerne som Bono for at få den samme adgang til præsidenten.

Om 326 dage hedder den amerikanske præsident ikke Bush, men formentlig McCain, Obama eller Clinton.

Og selvom det i høj grad er det personlige smil mellem Fogh og Bush, der har skabt et historisk tæt forhold mellem Danmark og USA, så forventer politiske analytikere, at landene holder tæt sammen.

For selvom Frankrig har fået deres mest USA-elskende præsident nogensinde, og Tyskland med Angela Merkel i spidsen også er tilbage i folden hos amerikanerne, så glemmer USA ikke Danmark lige foreløbig.

Man svigter jo ikke en ven.