Hvis Anders Fogh Rasmussen var en præmiehest, så var han i vægtklasse med en af Danmarks mest vindende travheste gennem tiderne, den legendariske Tarok.
I hvert fald hvis man skeler til de penge, man ville kunne vinde hos spillevirksomheden Unibet på at satse på Anders Fogh Rasmussen som Danmarks statsminister efter det valg, som, mange taler om, er lige om hjørnet.
Oddssætterne hos Unibet har den siddende statsminister - med odds 1,35 - som favorit til at fortsætte, mens der er pengene mange gange igen, hvis en af outsiderne overtager nøglerne til Statsministeriet.
Trods Pia Kjærsgaards store indflydelse i dansk politik anser oddssætterne det for ret usandsynligt, at hun bliver dansk statsminister. I hvert fald er hun sat til samme odds som Asmaa Abdol-Hamid fra Enhedslisten. Begge giver de pengene 500 gange igen, hvis de skulle ende med at indtage magtens absolutte trone i Danmark efter et kommende valg.
Danmarks andet officielle bud på en kommende statsminister - Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt kommer ind på en andenplads efter Fogh med pengene 2,75 igen, hvis hun skulle lykkes med sin plan om at vippe den nuværende statsminister af pinden.
Anders Fogh Rasmussen 1,35
Helle Thorning-Schmidt 2,75
Bendt Bendtsen 18,00
Naser Khader 22,00
Margethe Vestager 20,00
Villy Søvndahl 200,00
Pia Kjærsgaard 500,00
Asmaa Abdol-Hamid 500,00