Det amerikanske missilskjold kan meget vel få dansk deltagelse - i hvert fald hvis det står til den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).
Selv om regeringen endnu ikke har truffet en officiel beslutning om en dansk deltagelse, erklærer Fogh sig "positiv" over for tanken:
"Der er ikke truffet nogen beslutning fra dansk side, og der ikke noget grundlag, som vi kan eller skal træffe en beslutning på. Men udenrigs- og forsvarsministeren har givet udtryk for en positiv holdning, som jeg deler," siger statsministeren ifølge jp.dk.
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) udtalte forleden på EU-udenrigsministermødet i Bruxelles, at det er en tiltalende tanke at kunne beskytte sig mod terror fra slyngelstater.
Siden fulgte forsvarsminister Søren Gade (V) trop og henviste især til truslen fra Irans atomprogram:
»Truslen fra Iran skal tages dødsens alvorligt. Mange europæere tror, at det først og fremmest vil gå ud over amerikanerne, men iranske raketter vil ramme Europa før USA,« sagde Søren Gade til Politiken.
Også Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen er erklæret tilhænger af dansk deltagelse i projektet, mens oppositionen til venstre for regeringen er mere skeptisk.
I forvejen lægger både Tjekkiet og Polen op til at huse amerikanske affyringsramper til missilskjoldet, der foreløbigt omfatter missilsiloer i Alaska, Californien og på Hawaii.
Den amerikanske general Henry Obering talte i NATO’s hovedkvarter i torsdags, hvor han slog fast, at USA ikke er i tvivl om, at Iran om få år vil udgøre en reel angrebstrussel med langdistancemissiler.