De seneste mange uger har mindst 40.000 russiske soldater været udstationeret klods op ad den russiske grænse til Ukraine, hvilket ikke har været populært hos NATO og det internationale samfund. Putin erklærede dog onsdag, at flere af disse styrker nu var blevet trukket længere tilbage, men det havde NATO's generalsekretær svært ved at tro på.
'Indtil videre har vi ikke set nogen indikationer på, at de (russerne.red) trækker deres tropper tilbage. Jeg forsikrer jer, at hvis vi får synligt bevis på, at de rent faktisk trækker deres tropper tilbage, så ville jeg være den første til at byde det velkomment,' udtaler Anders Fogh Rasmussen.
Udtalelserne kom i forbindelse med et topmøde i Polen torsdag.