Til hverdag har de svært ved at finde sig til rette i skolen, fordi flere af dem er karakteriseret som adfærdsvanskelige. Men da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) torsdag slog et smut forbi familiecenteret Løvdal i Helsingør, følte eleverne i familieklassen på Løvdalscenteret sig hjemme og var sågar på fornavn med statsministeren.
- Anders smil, råbte en elev, inden han med kameraet på sin mobiltelefon forevigede statsministeren.
Anderes Fogh Rasmussen var på besøg i en familieklasse i Helsingør for at se, hvordan det med forældrenes inddragelse kan lade sig gøre at få børn til at koncentrere sig og forstyrre mindre i skolen. Og den metode fandt statsministeren interessant.
- I kan være stolte. Det er en fantastisk positiv oplevelse. Her tager man hånd om elever og familier, der har haft vanskeligheder. Det er meget positivt at opleve, hvordan forældrene bliver engageret i barnets trivsel, sagde Fogh efter besøget. Og han var ligeledes indstillet på, at modellen kunne bruges i andre kommuner også.
- Modellen kan uden videre bruges andre steder, og jeg ser ikke umiddelbart nogle love eller regler, der forhindrer, at det sker. De gode ideer fortjener at blive udbredt.
Efterfølgende gik turen til et andet sted i kommunen, hvor statsministeren skulle se, hvordan hjemmeplejen fungerer i Helsingør. Det særlige ved hjemmeplejen i Helsingør er, at borgere med et stort behov for hjælp er sikret, at det er de samme faste hjemmehjælpere, der kommer hver dag, fordi kommunen har indført 12-timers vagter. Også denne model så Fogh gerne udbredt flere steder i landet.
- Når jeg har ønsket at vide mere om hjemmeplejen her, er det som et led i arbejdet med at gøre kvalitetsreformen endnu bedre. Ordningen med 12-timers vagter er oplagt at bruge andre steder, sagde Anders Fogh Rasmussen (V).