Inden et folketingsvalg skal statministeren have løst problemet med de afviste asylsøgere. Sådan har det lydt igen og igen fra politiske iagtagere den seneste tid.
Og det er netop, hvad statsministeren forsøgte, da han tirsdag fremlagde regeringens nye udspil om at lade afviste asylsøgere med børn bo uden for asylcentrene, mener flere politikere fra begge sider i Folketinget.
»Det er jo tydeligt, at Fogh prøver at lukke et hul af, så han kan gøre klar til et hurtigt valg. Jeg vil anbefale alle at sove med støvlerne på fra nu af. Det gør vi,« siger SF s leder, Villy Søvndal, der ikke tror på, at forslaget kommer fra hjertet.
»For en uge siden mente regeringen jo det stik modsatte. Fogh skifter kun kurs, fordi han har mærket, at folkestemningen skiftede,« siger Villy Søvndal.
Socialdemokraternes formand er enig:
»Det er udelukkende af taktiske årsager og ikke ud fra et ærligt ønske om at gøre noget for de børn, der sidder på asylcentrene,« siger Helle Thorning-Schmidt.
Også flere politikere fra det lille regeringsparti, De Konservative, tror på snartligt valg. En cental kilde i partiet, som ønsker at være anonym, siger:
»Med det nye asyludspil tror jeg mere og mere på, at Fogh udskriver valg. Måske allerede i næste uge.«