Statsminister Anders Fogh Rasmussen(V) afviser, at regeringen gambler med danske arbejdspladser, når den ikke vil søsætte vækstpakke i en rivende fart, sådan som oppositionen kalder på.
"Dem, der gambler, er dem, der vil gribe ind på et tidspunkt, hvor det kan gøre mere skade end gavn. Ligegyldigt hvilke økonomer man hører, Nationalbanken osv., så siger alle, at det er for tidligt på nuværende tidspunkt, og det er de råd, regeringen lytter til," siger statsminister Anders Fogh Rasmussen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Finansordførerne fra S og SF siger onsdag, at det går ud over danske arbejdspladser, når regeringen ikke her og nu igangsætter forberedelsen af den vækstpakke, som statsministeren åbnede for på sit pressemøde tirsdag.
Heller ikke kritik fra Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, der ikke forstår, at statsministeren venter på feedback fra erhvervslivet og regionale beskæftigelsesråd, bider på Anders Fogh.
"Vi vil ikke nøjes med fire måneder gamle oplysninger fra Danmarks Statistik. Vi vil ud direkte til fagforening og virksomheder og høre, hvordan situationen er lokalt, og hvad de forventer i de kommende måneder. Det er jo informationer, vi ikke kan få ved at studere statistikken," siger statsministeren.