Hvis rapporter om, at tanks og andre militære køretøjer har krydset grænsen fra Rusland til Ukraine, er sande, er det en alvorlig optrapning af Ukraine-krisen, slår Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, fast.
- Jeg er bekymret over rapporter om, at prorussiske separatister tilegner sig tunge våben fra Rusland - heriblandt russiske kampvogne. Hvis disse rapporter bliver bekræftet, er det en alvorlig optrapning af krisen i det østlige Ukraine, siger Fogh i en skriftlig udtalelse.
- Jeg opfordrer Rusland til at trække sine militære styrker tilbage fra den ukrainske grænse, stoppe strømmen af våben og soldater over grænsen og bruge sin magt til at få separatisterne til at lægge våbnene og stoppe volden, tilføjer han.
Torsdag oplyste den ukrainske indenrigsminister, Arsen Avakov, at flere tanks og andre militære køretøjer har krydset grænsen til Rusland og er kørt ind i det østlige Ukraine for at hjælpe oprørerne.
I den østlige del af Ukraine kæmper prorussiske separatister og ukrainsk militær. Kampene har indtil videre kostet adskillige menneskeliv.
/ritzau/