Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) accepterer fuldstændigt Bush’ beslutning om at sende over 20.000 flere soldater til det centrale Irak.
»Når den irakiske regering vurderer, at det er det, der skal til, og den amerikanske regering vurderer, at det er det, der skal til, og beslutningen er taget i fællesskab, må vi tage det til efterretning,« siger statsministeren på sit ugentlige pressemøde.
Og der var flere roser til Bush fra den danske statsminister. Det var ifølge Fogh rigtigt gjort af Bush at erkende offentligt, at det var en fejl at tro på masseødelæggelsesvåben i Irak. Statsministeren fastholder samtidig, at grundlaget for, at Danmark gik ind i krigen var et andet.
»Det danske grundlag for at deltage i den militære operation var et andet. Det var, at Saddam i årevis havde tilsidestillet, de krav, FN havde stillet,« siger statsministeren.