Skrevet i samarbejde med Michael Lund, milu@avisen.dk
TV2 skulle i aften have sendt første del af en serie om den berømte Laudrup-familie, Laudrup
- en dansk familie . Men nu har Fogedretten, få timer inden det første program skulle sendes, tvunget TV2 til at udsætte programmerne.
Retten
traf beslutningen efter en henvendelse fra Danmarks Radio, der mener at
have juridisk ret til at sende de to afsnit af dokumentarfilmen.
»Sagen
handler om, hvilken af de to tv-stationer, der har ret til at sende
programmet. Og Fogedretten har afgjort, at DR har købt rettighederne og
derfor har ret til at sende de to afsnit,« siger chefen for DR Medier,
Merethe Eckhardt.
Hun erklærer sig »tilfreds« med dommen, men vil ikke nærmere uddybe sagens detaljer, da TV2 har anket sagen til landsretten.
Misforståelse
TV2 s programredaktør Palle Strøm kalder sagen »mærkværdig og uden fortilfælde«.
»Vi
indgik for længe siden en aftale med Skandinavisk Film Kompagni om
rettighederne, så vi troede, at vi var på den sikre side. Aftalen var
ganske vist mundtlig til at begynde med, men det er ikke unormalt i den
slags processer, at papirerne først kommer på bordet sent i forløbet.
Under alle omstændigheder indgik vi senere en skriftlig aftale,« siger
han.
»På et tidspunkt i processen har Skandinavisk Film
Kompagni så snakket med DR, der altså nu mener at have rettighederne.
Det lugter af, at her er sket en misforståelse på et højere plan,«
siger han.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar
fra Skandinavisk Film Kompagni, og Fogedrettens skriftlige begrundelse
var sent i aftes endnu ikke tilgængelig.
Landsretten har nu 14 dage til endeligt at vurdere, hvem der kan vise miniserien om den kendte fodboldfamilie.