Det er svært at få førtidspensionister tilbage i arbejde.
Det viser et forsøg finansieret af Arbejdsmarkedsstyrelsen. Her tilbydes førtidspensionister en samtale med en jobkonsulent med henblik på at komme tilbage på arbejdsmarkedet i nogle timer om ugen.
16 kommuner er med i forsøget bl.a. Holbæk.
Her er kun 6 ud af godt 600 førtidspensionister mellem 18 og 40 år i arbejde, skriver P4 Nordvestsjælland.
I Slagelse er det gået lidt bedre. Her er 23 førtidspensioner kommet i arbejde i nogle timer om ugen blandt dem Johnny Kristensen på 39 år.
Efter ti år på førtidspension arbejder han nu 8 timer om ugen med at hjælpe unge udviklingshæmmede.
"Det betyder så meget for mig at have noget at stå op til. De unge får mig til at smile og glemme mine kroniske smerter i ryggen. Det her job betyder alt for mig," siger han til P4 Nordvestsjælland.
Godt 230.000 danskere er i dag på førtidspension.