Verdens første vaccine mod aids er måske ved at være en realitet. Vaccinen, der er testet i Thailand, har vist sig at mindske risikoen for at blive smittet med det dødelige hiv-virus med 31 procent. Det oplyser nyhedsbureauet AP.
Men selvom vaccinen langt fra er sikker, så er der tale om et gennembrud for forskerne.
"Der tale om det første bevis på, at vi måske står med en sikker og effektiv forebyggende vaccine", siger oberst Jerome Kim fra den amerikanske hær, der har støttet økonomisk op om udviklingen af vaccinen.
Dr. Anthony Fauci, der er direktør for National Institute of Allergy and Infectious Diseases, som står bag vaccinen, advarer om, at man ikke er ved vejs ende. Men han er meget tilfreds med resultatet af testen.
"Den har givet mig forsigtig optimisme vedrørende muligheden af at forbedre resultatet og udvikle en mere effektiv vaccine mod aids. Dette her er noget, vi kan gøre", siger han.
Forskere over hele verden har i årtier forsøgt at udvikle en vaccine mod hiv, men det har hidtil vist sig at være meget vanskeligt.
Vaccinen er blevet testet på 16.000 frivillige fra Thailand.