59 irakere kan nu begynde et nyt liv i Danmark.
Udlændingeservice har netop færdiggjort en række sager om de irakiske tolke, og 59 ud af de 309 irakere, der er kommet til Danmark hen over sommeren, har fået asyl.
Det erfarer Nyhedsavisen.
- Tolkene og deres familier vil blive behandlet præcis som alle andre flygtninge,
som får asyl i Danmark. De overgives til en kommune 1. oktober, hvor de skal
gennemføre et sædvanligt integrationsprogram, siger kontorchef i
Udlændingeservices asylkontor, Birgit Petersen, i en pressemeddelelse.
De 59 irakere bor alle på asylcentret i Thyregod.
I alt er 309 irakiske tolke og deres familiemedlemmer kommet til Danmark. De øvrige sager er endnu ikke færdigbehandlede, men hidtil er alle sagerne gået glat igennem systemet.
Tolkene og deres famlier kom til Danmark i juli måned under stor medieopmærksomhed.
De frygtede for deres liv i Irak på grund af deres samarbejde med de danske styker i Irak.
Debatten om de tidligere tolke begyndte i februar, og dengang gav statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tolkene et løfte om, at ingen vil blive ladt i stikken . Siden har tolkesagen givet regeringen hovedpine, fordi Dansk Folkeparti var imod en aftale, som automatisk gav asyl til tolkene.
Men i juni indgik regeringen og Dansk Folkeparti efter en del tumult en aftale, som betød, at de irakiske tolke og deres familier kunne få indrejsetilladelse i Danmark, hvorfra de kan søge asyl.
30 ud af de 309 irakere har ikke ønsket asyl i Danmark, men foretrækker at komme tilbage til en anden del af Irak eller blive sendt til naboland.