Den tropiske storm Andrea er sent torsdag aften gået i land i Florida, rapporterer tv-stationen CNN.
Andrea er årets første navngivne storm i Atlanterhavets orkansæson, og den blæser ifølge nyhedsbureauet Reuters med vindstyrker helt op til 100 kilometer i timen.
Den ventes at drukne store dele af det sydøstlige USA i betydelige regnmængder de næste dage.
Heldigvis er den tropiske storm gået i land i et tyndtbefolket sumpområde, hvor den så vidt vides ikke har medført større ødelæggelser eller tab af menneskeliv.
I Taylor County i Florida fortæller Dustin Hinkel fra nødberedskabet, at man er sluppet billigt indtil videre:
- Vi har været heldige med, at stormen er gået i land ved lavvande, så vi har kun haft meget små oversvømmelser ved kysterne indtil videre, siger han til CNN.
Andrea har dog allerede skabt tornadoer i Florida, og selvom vejrsystemet svækkes i styrke over land, vil stormen formentlig kaste en stor mængde nedbør af sig over især delstaterne Georgia, South Carolina og North Carolina i de kommende dage.
Orkansæsonen i Atlanterhavet strækker sig fra 1. juni til 30. november. De amerikanske meteorologer forventer en "ekstremt aktiv" sæson i år med 13-20 tropiske storme, og cirka halvdelen af dem ventes at udvikle sig til orkaner.
/ritzau/