Fire mænd blev dømt, mens én gik fri, da den særlige serbiske domstol for krigsforbrydelser tirsdag for første gang tog stilling til massedrabene af muslimske mænd i den bosniske by Srebrenica. Det skriver BBC.
- De tiltalte er skyldige... i at dræbe seks fanger af muslimsk oprindelse, udtalte dommer Gordana Bozilovic ifølge BBC.
Mændene tilhørte alle den paramilitære gruppe Skorpionerne og fik mellem fem og 20 års fængsel. Blandt beviserne mod dem var nogle videooptagelser, der viste hvordan de serbiske mænd gjorde grin af, at drengene skulle dø som jomfruer. Derefter blev drengene skudt i ryggen.
Samme bånd blev også brugt ved retssagen mod den tidligere serbiske præsident Slobodan Milosovic der døde af naturlige årsager inden sagens afslutning.
Omkring 8.000 muslimske mænd og drenge i området omkring Srebrenica mistede livet i juli 1995. I februar frifandt Den Internationale Domstol Serbien for etnisk udrensning i forbindelse med blandt andet Srebrenica-massakren. Domstolen slog dog fast, at Serbien burde have gjort mere for at forhindre drab på civile.