Russiske bombefly har sent lørdag aften gennemført et koordineret angreb nær byen Deraa i det sydlige Syrien. Det er første gang, siden at der blev erklæret våbenhvile i området for knap et år siden.
Det oplyser overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR) ifølge flere internationale nyhedsbureauer.
- Intense russiske luftangreb har ramt byer i det østlige Deraa for første gang, siden at der blev aftalt en våbenhvile sidste år, udtaler SOHR's direktør, Rami Abdel Rahman, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ifølge gruppen gennemførte flyene mindst 20 angreb mod den oprørskontrollerede by Busra al Harir nordøst for Deraa.
Flyangrebene ser ud til at være til støtte for en offensiv, som syriske regeringsstyrker har indledt mod oprørerne i Deraa-provinsen, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den syriske præsident, Bashar al-Assad, har svoret at genvinde kontrollen over det strategisk vigtige område, der grænser op til Jordan og Golanhøjderne, som holdes besat af Israel.
Rusland, USA og Jordan blev i juli sidste år enige om en våbenhvile i de oprørskontrollerede områder i det sydlige Syrien. Indtil sent lørdag aften havde Rusland overholdt den våbenhvile.
Siden tirsdag er syriske regeringsstyrker imidlertid rykket frem i den østlige del af Deraa. Angiveligt forud for en offensiv mod oprørerne i resten af provinsen.
Torsdag gentog USA sit krav om, at våbenhvilen i området bliver respekteret. Samtidig advarede amerikanerne Bashar al-Assad og hans russiske allierede om, at en overtrædelse ville få alvorlige konsekvenser.
En stor offensiv risikerer at føre til en eskalering, der kan trække USA dybere ind i krigen.
Det sydvestlige Syrien er af strategisk interesse for USA's allierede Israel, som i år har intensiveret sine angreb på iranskstøttede militser, der er allieret med Assad.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.