De første fire finaledeltagere i årets danske Melodi Grand Prix blev fundet fredag aften.
Foran et veloplagt publikum i Holstebro Musikteater dystede de første otte af 16 sange om at komme i finalen. De fire finalister blev fundet efter en sms-afstemning blandt tv-seerne.
Annette Heick, Annika Askman, Danni Elmo og Jacob Andersen kunne glæde sig over at gå videre. Og selv om man har fået Melodi Grand Prix ind med modermælken, kan man godt glæde sig over en finaleplads:
»Er du fuldstændig åndssvag, hvor er jeg glad,« lød det fra Annette Heick efter, at finalepladsen var i hus.
De næste fire finaledeltagere findes ved den anden semifinale i Aalborg 2. februar, hvorefter de sidste to sange til de i alt 10 finalepladser findes blandt de tabende semifinalister via en afstemning blandt DRs radiolyttere.
Det store finaleshow finder sted i Forum Horsens 10. februar – vinderen skal repræsentere de danske farver ved Det Internationale Melodi Grand Prix i Finland senere på året.