De første kolonner med nødhjælp er nået ind til det belejrede område Østghouta ved Damaskus, bekræfter FN.
- FN, Syriens Røde Halvmåne og Internationalt Røde Kors kører ind i Douma, lyder meldingen fra FN-organisationen OCHA.
Det skal dreje sig om 46 lastbiler, der er kørt ind i Douma, den største by i enklaven, som kontrolleres af syriske oprørere.
Det er første gang, det er lykkedes at sende nødhjælp til de hundredtusinder af desperate og krigsskadede beboere.
Men FN-organisationen klager over, at dele af nødhjælpen er blevet pillet af lasten af de syriske myndigheder.
Repræsentanter for FN's sundhedsorganisation, WHO, fortalte tidligere mandag, at de lastbiler, man har gjort klar til at køre ind til Østghouta med nødhjælp, har fået fjernet store dele af deres last af den syriske regering.
Det har ramt hospitalsudstyr og medicin.
- Alle traumepakker, kirurgisk udstyr, dialysemateriale og insulin er blevet afvist af sikkerhedsfolk, skrev en WHO-medarbejder i en e-mail.
Vedkommende berettede, at cirka 70 procent af det udstyr, der er blevet lastet, er fjernet af den syriske inspektion.
Flere hundrede mennesker er dræbt og flere tusinde såret den seneste måned. Det er sket under russiske og syriske flys massive bombardementer af enklaven.
/ritzau/AFP