Næsten lige siden middelalderen har eventyrere og opdagelsesrejsende risikeret livet for at finde en sejlrute nord om Canada - men det er altså først blevet til virkelighed i fredags.
Æren tilfalder skibet MS Camilla Desgagnés, der leverede gods til havne i det vestlige Nunavut.
Ifølge skibets ejere forløb turen uden problemer.
"Vi havde en isbryder klar, hvis der blev problemer. Men vi så ikke så meget som en isterning på turen," siger en repræsentant fra rederiet Desgagnés Transarctik Inc., Waguih Rayes, til CBC News.
Isen omkring Nordpolen har i de seneste år trukket sig tilbage på grund af den globale opvarmning, men rederiet tog dog ingen chancer. Skibet Camilla Desgagnés er da også bygget til at kunne sejle igennem tyk is.
Rederiet håber, at kunne gentage sejladsen igen næste år.
Den første, der kunne sejle igennem Nordvestpassagen var nordmanden Roald Amundsen, der i 1896 kunne sejle fri af isen efter flere års indespærring mellem isbjergene. Dengang skete det dog i det specialbyggede skib Fram.