I alt skal der omlægges lån for 350 mia. kr., og på grund af finanskrise og valutauro har dette års refinansiering været omgærdet af ekstra stor opmærksomhed.
"Den første auktion er lige blevet afsluttet, og resultatet er en rente på ca. 5,45 pct.," siger Jens Peter Sørensen, chefanalytiker i Danske Bank Markets, til borsen.dk.
Ved auktionen kl. 11 blev der solgt obligationer med udløb i 2010 for knap 10 mia. kr. og for 255 mio. euro, og investorinteressen ved dagens auktion har været forholdsvis solid, oplyser Realkredit Danmark.
Renten har de sidste måneder svinget mellem ca. 4,6 pct. og 6,3 procent, og derfor betegnes en F1-rente på knap 5,5 pct. som et godt resultat.
"Niveauet er fint, og kan vi få auktionen til at køre i det leje, så tager vi den derfra," siger Jens Peter Sørensen.
Sidste år landede renterne på 4,73 pct. for F1-lån med afdrag og på 4,71 pct. lån med afdragsfrihed.
Dermed peger dagens renter på, at et F1-lån med afdrag vil stige med omkring 275 kroner per måned efter skat for et lån på 1 million kroner. For et tilsvarende lån med afdragsfrihed vil ydelsen stige med 425 kroner.
Ca. 350.000 flekslånere skal have omlagt deres lån i disse dage.