Chris Anker Sørensen måtte nøjes med en fjerdeplads i bjergspurten på toppen af Col de la Madeleine, hvor han samlede i alt 14 point.
Peter Velits fra Omega Pharma-Quick Step og Fredrik Kessiakoff fra Astana spurtede væk fra frontgruppen og snuppede førstepladsen og andenpladsen i den første bjergspurt på Tourens 11. etape.
Resultatet betyder, at svenske Fredrik Kessiakoff vil overtage bjergtrøjen efter etapen, hvis den aktuelle stilling holder - men det gør den næppe - for der venter to store stigninger endnu.
Danskeren fik efter hårdt slid opnået sit mål for torsdagens etape, nemlig at blive en del af det tidlige udbrud.
Også Nicki Sørensen kom med i udbruddet, men den danske capitaine du route faldt siden fra igen.
Starten på 11. etape blev lige så hektisk, som Saxo Bank-Tinkoff Bank havde forudset.
Tilsyneladende ville alle feltets ryttere i udbrud, da løbet blev skudt i gang lidt uden for startbyen Albertville.
De mest aktive omkring etableringen af udbruddet var Rabobank-rytteren Robert Gesink og Marcus Burghardt fra Cadel Evans' hold BMC.
Men også Chris Anker Sørensen knoklede hårdt i front for at komme med i gruppen.