Det virkede som om det kom helt ud af det blå, da byggefirmaet Barslund for en uge meddelte, at det var gået konkurs.
Men det nordsjællandske firma, som var en af de største jordentreprenører i Danmark, havde længe forsøgt, at finde en ny ejer. Det skriver Børsen.
Således havde der ifølge Børsens kilder været salgssonderingerne siden foråret 2020, men store konkurrenter som MJ Eriksson, Arkil, Hoffmann og MT Højgaard havde takket nej.
Salgsprocessen kunne ifølge avisen være endt med en handel til anden side, men de økonomiske vilkår var så dårlige, at bankforbindelserne, Danske Bank og Jyske Bank, vendte tommelfingeren ned, fordi store dele af deres lån ville gå tabt, skriver Børsen.
470 ansatte i klemme
Konkursen kom, efter at Barslund før havde været faretruende tæt på en konkurs.
En stribe kostbare tvister og et svensk motorvejsprojekt, som økonomisk var kørt helt af sporet, endte med at blive en rigtig dyr omgang for Barslund.
Bare sidste år tabte Barslund på koncernniveau små 190 millioner kroner. Året før var tabet små 50 millioner kroner.
Barslund blev grundlagt i 1980, som en familieejet virksomhed.
På koncernniveau har Barslund omkring 470 medarbejdere, og sidste år havde koncernen en omsætning på små 900 millioner kroner.
- Der arbejdes på højtryk for at finde en løsning, således at byggesager og medarbejdere kan fortsætte i et nyt regi. Indtil da vil al aktivitet på byggepladserne være sat på standby, skriver Barslund på Linkedin.