Slagsmålet i Washington om USA's økonomiske kvaler fortsætter for fulde omdrejninger.
Repræsentanternes Hus, hvor Obama-modstandere sidder på flertallet, har natten til fredag dansk tid vedtaget den ene af to dele af den republikanske "Plan B", der indeholder store offentlige nedskæringer.
Det republikanske forslag, som beskytter forsvaret fra sparekniven, blev kørt igennem med et snævert flertal - 215 mod 209.
Afstemningen om skattedelen i planen, som indeholder skattestigninger til rige med indkomster på over én million dollar, ventes senere på natten. Den ventes også at blive vedtaget.
Den såkaldte Plan B skal presse præsidenten til en budgetaftale, der skal redde USA fra at køre ud over den "finansielle afgrund", som truer fra nytår. Men den demokratiske lejr har fuldstændigt undsagt Republikanernes spare- og skatteplan.
Demokraterne, der har flertal i Senatet, Kongressens andet kammer, har allerede fastslået, at planen end ikke kommer til afstemning der, og at Republikanernes afstemning i Repræsentanternes Hus er "ren spild af tid".
En talsmand for Det Hvide Hus siger, at præsident Obama vil nedlægge veto mod den republikanske plan, hvis den lander på hans bord.
Begge partier arbejder på at undgå skattestigninger og offentlige nedskæringer fra nytår, kaldet "the fiscal cliff", som er et resultat af ekspræsident George W. Bush's politik under finanskrisen.
Hvis skattestigninger og offentlige nedskæringer træder i kraft, vil de ifølge økonomer kvæle den spæde vækst, der er at spore i USA's økonomi.
Men partierne er dybt uenige og har i over en måned forhandlet uden at nå frem til et resultat.
Den demokratiske flertals leder i Senatet, Harry Reid, siger, at hvis der ikke er fundet et kompromis inden jul, vil han ekstraordinært indkalde Senatet allerede 27. december for at finde en løsning, så USA ikke ryger ud over afgrunden.
/ritzau/Reuters