En fødselslæge på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg er blevet fjernet fra hospitalet og har fået mundkurv på. Det sker efter anklager om lægens skyld i et dødt barn og to hjerneskadede børn.
JydskeVestkysten har de seneste dage bragt artikler med stærk kritik af lægens arbejde over de seneste år, og det har nu fået ledelsen på sygehuset til at fritage lægen for tjeneste, indtil sagerne er undersøgt nærmere.
"Der er ingen grund til, at dem der har gået og glædet sig til at føde et barn i september skal gå og være bekymrede for, at de skal ind til en bestemt læge," siger lægefaglig administrerende direktør Bjarne Normark.
Lægen blev fritaget for tjeneste, inden JydskeVestkysten nåede at dokumentere fire nye sager i onsdagens avis, hvor anklagerne alle retter sig mod samme læge, skriver jp.dk.
Her nævnes blandt andet en kvinde, der skulle opereres for fødselsskader, hvor lægen var uenig med ham, der havde lavet forundersøgelsen.
Da kvinden vågnede op, havde lægen derfor i stedet opereret hende i livmoderen, hvilket hun ikke havde givet samtykke til. Kvinden blødte tre måneder, indtil hun atter blev opereret i december.