"Du bliver et andet menneske, du får en ny tilværelse, du drager til et ukendt land, og som fugls Føniks vil du genopstå af asken. "Din tilværelse bliver meget spændende, men fuld af faldgruber, og dit livsforløb vanskeligt. Du bliver berømt, rig, og du vil komme til at tilbringe resten af dit liv omgivet af vand".
I 1958 opsøgte Henri de Monpezat under en rejse i Østen en clairvoyant, som ved at læse linjer i sandet og fortolke inskriptioner på skildpaddeskjold og menneskeknogler kiggede ind i den dengang 24-årige franskmands fremtid.
Ni år senere ankom han til København i silende regn, får den danske tronfølger og blev samtidig gift med hele Danmark.
På en og samme dag fik han nyt navn og ny nationalitet, titel og religion. Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat blev til prins Henrik af Danmark, dronningens mand eller prinsgemalen, som han siden 2005 har foretrukket for at markere forskellen til de yngre prinser i familien.
Selv har han aldrig lagt skjul på, at de første år i Danmark var svære. For da benovelsen over den elegante franskmand havde lagt sig, så meldte hverdagen sig, for hvorfor lærte han ikke at tale ordentligt dansk.
- Jeg følte, at man betragtede mig som et menneske uden værdi. Danskerne gav mig ikke mange chancer for at vise, hvem jeg var. Man kunne godt have forsøgt også at se mine gode sider, sagde prins Henrik til Ritzau, da han fyldte 60 år.
Men den svære begyndelse kan ikke kun tilskrives danskerne. Også kongehuset bærer et ansvar, siger Stéphanie Surrugue, forfatter til biografien "Enegænger - portræt af en prins".
- Hoffet var dårlige til at brande ham. I stedet for at slå på, at han med sine fem sprog og karriere i diplomatiet kunne blive en gevinst for landet, så satte man ham på et kontor med en telefon og en sekretær. Man havde aldrig haft en prinsgemal før og vidste ikke, hvad man skulle stille op med ham, siger hun til Ritzau.
Nemmere gjorde prinsen det ikke for sig selv, da han luftede sit syn på kønsroller og ikke mindst børneopdragelse. "Børn er som hunde eller heste, de skal tæmmes for, at man kan få et godt forhold til dem. Jeg har selv fået lussinger, det tager man ikke skade af", lød det i et avisinterview.
Med udtalelsen blev regentparrets børneopdragelse til et offentligt anliggende, som kulminerede til sølvbrylluppet i 2002, hvor kronprinsen i sin tale kom med de ord, som mange stadig kan udenad.
- "Papa, man siger, at den man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed".
Siden har sønnerne taget deres far i forsvar, for ganske vist var opdragelsen streng, men "du var også mildhed og varme og latter og mystik", som kronprins Frederik har udtrykt det.
Og netop de egenskaber har flere med årene fået øjnene op for. Selv om prins Henrik hverken kan måle sig i popularitet med dronningen eller kronprinsparret, så er der en voksende anerkendelse af hans kvaliteter, siger historiker Lars Hovbakke Sørensen.
- Prins Henrik har forstået at forblive sig selv og vende det til noget positivt, at han er anderledes. Samtidig er han blevet mere bevidst om, at hans rolle tillader, at han kan være mindre formel end dronningen. Han kan gå en tur på Christiania, det kan dronningen ikke, siger han.
Med Stéphanie Surrugues ord har prinsen ligefrem fået et folkeligt gennembrud. Christianiaturen, optræden i pandakostume til en middag hos WWF Verdensnaturfonden og indspilningen af et nummer med Michael Learns To Rock har vist hans evner til at tilføre kongehuset humør. I stedet for at grine ad ham, så griner vi med ham.
- Samtidig har han på en glad måde affundet sig med sin rolle. Det er også den klassiske historie om en mand, der er blevet mildere med årene, siger Stéphanie Surrugue.
Til prinsgemalens fordel tæller også, at danskernes syn på omverdenen er blevet mere åbent, siger Lars Hovbakke Sørensen:
- Da han kom til landet, var der langt mellem udlændingene. Der var en fasttømret opfattelse af, at danskheden knyttede sig til bestemte måde at opføre sig. I dag ville meget have set anderledes ud.
/ritzau/