Det er aldrig sket, at næringsbrevet er blevet taget fra en fødevareforretning.
Det er på trods af 1.056 indberetninger om bøder for overtrædelser af fødevareloven, straffeloven eller momsreglerne siden 2005.
Derfor vil myndighederne gribe ind over for danske fødevarevirksomheder, restauranter og butikker, der gentagne gange bryder loven. Det skal være en reel trussel, at de kan miste retten til at drive forretning.
»Vi vil tydeliggøre, hvornår den enkelte myndighed bør sende sagen videre til politiet. Det skal dog med, at de mange overtrædelser fordeler sig på mange forskellige virksomheder. Og at det er et alvorligt skridt at frakende en person retten til at drive virksomhed,« siger direktør Jens Bødtcher-Hansen i Økonomi- og Erhvervsministeriet, der oplyser, at første sag om frakendelse netop er rejst.
Sommeren over vil man aftale den nye vejledning med Justitsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Skatteministeriet og Forbrugerministeriet.
Samme syndere går igen
Meldingen kommer, efter at De Samvirkende Købmænd og danske hoteller og restauranter i organisationen Horesta 8. maj i et brev krævede hårdere indgreb.
»Vi ser de samme virksomheder overtræde loven igen og igen uden konsekvenser. De arbejder videre med hygiejneproblemer og sort arbejdskraft, og det er unfair konkurrence over for lovlydige forretninger,« siger direktør i Horesta Lone Njor.
En ekspertundersøgelse af Fødevarestyrelsen fra Deloitte viste, at 562 fødevarevirksomheder på et år havde fået sanktioner fire gange i træk. Deloitte anbefalede hårdere indgreb mod de brodne kar. Og i det nye fødevareforlig vedtog man et klippekort for fødevaresyndere og fødevarekontroller sammen med arbejdsmiljøkontrollen, politi og skat.
»Vi laver kontroller sammen, hvor alt bliver undersøgt. Ofte har de, som har sodavand uden pant, også problemer med hygiejne og ansat folk uden arbejdstilladelse,« siger direktør Anders Munk Jensen fra Fødevarestyrelsen.