Flere undersøgelser dokumenterer, at de ikke-lysregulerede forgængerovergange skaber en følelse af falsk tryghed, som fører til mange ulykker. Det har flere kommuner nu taget konsekvensen af og er begyndt at nedlægge de stribede overgange.
"Almindelige fodgængerfelter uden signalreguleringer giver flere ulykker. Også selv om feltet er udstyret med blinkende advarselslys," siger Anders Gaardbo fra Vejdirektoratet til metroxpress.
Dansk Fodgængerforbund stiller sig dog undrende overfor kommunernes disponering og henleder opmærksomheden på de mest sårbare i trafikken.
"Men hvad med de allersvageste trafikanter: Børnene, gangbesværede ældre og handikappede. Hvis kommunerne nedlægger fodgængerfelter, skal de erstattes med noget andet og bedre," erklærer Michael le Dous, formand for Dansk Fodgængerforbund.
Ifølge Vejdirektoratet er det primært fodgængerfelter med midterhelle, der øger sikkerheden.