En 27-årig kvinde blev tirsdag eftermiddag dræbt, da hun blev ramt af en bil i krydset mellem Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej i Åbyhøj i det vestlige Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet fik klokken 15.00 en anmeldelse om, at et kvindelig fodgænger var blevet ramt af en bil i det lysregulerede kryds.
- Det stod hurtigt klart, at den 27-årige kvinde, der var blevet ramt af bilen, havde fået alvorlige skader, og hendes liv stod ikke til at redde, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Politiet kan ikke sige noget om de nærmere omstændigheder ved ulykken, men efterlyser vidner, der har set, hvad der skete.
Den 27-årige mand, der kørte den bil, som ramte kvinden, er anholdt og er tirsdag eftermiddag ved at blive afhørt.
Desuden er en bilinspektør tilkaldt for at efterforske ulykken.
De pårørende til kvinden er blevet underrettet.
/ritzau/