Fredag har folk rundt om i hele landet doneret penge og er hoppet i fodboldtrøjen på den årlige "fodboldtrøjefredag".
Selv om indsamlingen endnu ikke er ved vejs ende, er der allerede sat rekord.
Tidligt fredag aften er der indsamlet 8,2 millioner kroner til fordel for børn med kræft.
Det overgår det samlede beløb fra sidste år på 8,15 million kroner.
- Det er selvfølgelig helt fantastisk, og det er virkelig imponerende, siger Line Bruun, som er kommunikationschef i Danske Spil, der afholder indsamlingen med Børnecancerfonden.
Hun fortæller, at mange i stigende grad har taget dagen til sig.
- På sociale medier kan du se, hvordan virksomheder og andre rundt i hele Danmark har holdt "fodboldtrøjefredag". Og der har været utallige sjove events. Fra konkurrencer om hvem der kan jonglere bedst, til at der er blevet serveret stadionplatter i kantinen, siger hun til Ritzau.
"Fodboldtrøjefredag" blev afholdt første gang i 2019 internt i Danske Spil efter inspiration fra "Football Shirt Friday", der afholdes årligt i England.
Alle de indsamlede penge går ubeskåret til Børnecancerfondens arbejde.
I Danmark bliver cirka 200 børn i alderen 0 til 18 år hvert år ramt af kræft. Antallet har i mange år været konstant, fremgår det på Børnecancerfondens hjemmeside.
Hos fonden er man "meget taknemmelig for opbakningen og det flotte, indsamlede beløb", siger direktør Marianne Benzon Nielsen.
- Vi er ekstra glade i dag, for vi ved, hvor meget gavn pengene fra indsamlingen kommer til at gøre for børnene.
- De børn, som rammes af kræft, er fuldstændig afhængige af, at der samles midler ind, som kan bruges til støtte til familierne, oplysning om børnekræft og særligt den vigtige forskning, siger hun i en pressemeddelelse.
Hos Danske Spil er forventningen, at beløbet fra årets indsamling vil stige yderligere.
Indsamlingen løber nemlig et par uger endnu.
- Der bliver fortsat talt op, og beløbene strømmer stadig ind. Og i løbet af weekenden er der forskellige begivenheder.
- Blandt andet bliver der spillet fodboldkampe, hvor der også bliver opfordret til at donere penge, og så kommer der virksomhedsdonationer i løbet af de kommende uger, siger Line Bruun.
Hun sender samtidig en "kæmpe tak" til alle dem, der er trukket i fodboldtrøjen og har doneret penge til formålet.
"Fodboldtrøjefredag" er altid den første fredag i marts.
/ritzau/