Han blev landskendt som fodboldtossen, da han i sommer løb ind på Parkens grønsvær og overfaldt dommer Herbert Fandel. Og han blev lagt for had af en samlet fodboldnation, da Danmark som straf blev dømt til at tabe kampen mod Sverige 0-3.
Den 29-årige mand, der flere gange har bedt om forladelse i medierne, slipper da heller ikke så let fra sin fadæse, da han i dag blev idømt 20 dages ubetinget fængsel, da ankesagen mod ham blev behandlet i Østre Landsret.
Selve retssagen begyndte i september i byretten, hvor den 29-årige mand blev tiltalt for to overtrædelser: Forsøg på vold og ulovlig indtrængen. Siden da er der også blevet rejst et erstatningskrav fra DBU på 1,9 millioner kroner for tabt indtjening.
I byretten slap han med 30 dages betinget fængsel og 40 dages samfundstjeneste, men statsadvokaten ankede sagen med ønske om at få skærpet straffen, der i første omgang var så mild, at den 29-årige modtog dødstrusler og frygtede at gå på gaden.
Men nu slipper han altså ikke for at ruske tremmer.