Bosniens angrebsprofil Edin Dzeko dummede sig godt og grundigt søndag aften i VM-kvalifikationen.
Foran 1-0 var Bosnien på vej mod et drømmeresultat på udebane mod Grækenland, da Roma-angriberen ti minutter før slutfløjt blev væltet omkuld på græsset i Athen.
Dzeko holdt stædigt fast i bolden med sine hænder, mens Sokratis Papastathopoulos - der stod op - forsøgte at trække den til sig.
Den græske forsvarsspiller fik efter lidt kamp om bolden fat i den, og så svarede Dzeko igen ved at trække Papastathopoulos' shorts ned om anklerne på grækeren, så han stod i sine underbukser.
Kampens svenske dommer, Jonas Eriksson, kunne ikke se komikken i Roma-spillerens handling og gav ham en advarsel.
Da Edin Dzeko allerede i første halvleg havde fået en advarsel, fulgte der også et rødt kort med.
Grækenland måtte også spille kampen til ende med ti mand, da Kyriakos Papadopoulos blev udvist kort forinden.
Fem minutter inde i overtiden lykkedes det grækerne at udligne til slutresultatet 1-1, hvilket betyder, at Grækenland holder en afstand på tre point til Bosnien i kvalifikationsgruppe H.
Belgien topper VM-kvalifikationsgruppen med 12 point efter fire sejre i ligeså mange kampe.
/ritzau/