De har været sammen i ti år, har et barn sammen og bor sammen i Dragør.
Men nu er kærligheden gået itu for den kendte popsangerinde Ida Corr og Jens Waltorp, der tidligere har stået på mål for både Aab og AB, skriver Billed-Bladet.
- Ida og jeg er ikke blevet skilt, for det kræver teknisk set, at vi var blevet gift først. Men vi er ikke længere kærester, selv om vi stadig bor sammen. Det har vi indtil videre også tænkt os at blive ved med, for vi er meget glade for at bo i Dragør og har ikke sat huset til salg, siger Jens Waltorp til Billed-Bladet.
Ida Corr er netop fyldt 40, og fejrede sin fødselsdag i Sydafrika med sin søster, der er i praktik i Cape Town. Turen var ment som en gave fra Jens Waltorp, skriver Billed-Bladet.
Men han blev hjemme og passede parrets søn, skriver bladet.