Fodboldstjerne idømt karantæne for at bruge inhalator

Samir Nasri indtog multivitaminer gennem en inhalator, og det koster ham nu et halvt års karantæne.
Samir Nasri kan nu se frem til et halvt års pause.
Samir Nasri kan nu se frem til et halvt års pause. Foto: Glyn Kirk/AFP

Den franske fodboldstjerne Samir Nasri er blevet idømt et halvt års karantæne for brud på antidopingreglerne.

Det oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) tirsdag.

Under et ophold på en klinik i Los Angeles i december 2016 brugte den tidligere Arsenal- og Manchester City-spiller en inhalator til at give sig selv et skud multivitaminer.

Nasri lagde selv et billede op på Facebook og Twitter og oplyste, vitaminerne hjalp ham til at klare sig igennem en hård fodboldsæson.

Franskmanden havde på det tidspunkt sandsynligvis ikke taget højde for, at det er et brud på antidopingreglerne at indtage vitaminer gennem en inhalator.

Nasri søgte senere om dispensation til at bruge inhalatoren, men den blev afvist af Uefa. Det samme blev hans appel til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

Samir Nasri var i december 2016 udlejet fra Manchester City til Sevilla i spansk fodbold. I øjeblikket optræder han for Antalyaspor i Tyrkiet.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.