Der kommer til at gå næsten præcist et år, fra en professionel fodboldspiller blev dømt i Københavns Byret for krænkelser, seksuelt overgreb og voldtægtsforsøg, før Østre Landsret fælder dom over sagen.
Fodboldspilleren har anket dommen på et års fængsel, og ankesagen er berammet i landsretten 17., 18., 20. og 21. juni 2024.
Det oplyser spillerens forsvarer, advokat Tenna Dabelsteen, til Ekstra Bladet.
Atleten har i byretten nægtet sig skyldig i anklagerne mod ham.
Han er beskyttet af et navneforbud, der gør det ulovligt at beskrive hans identitet nærmere, herunder at nævne den klub, han spiller for. Forbuddet gælder, indtil der er faldet dom i ankesagen.
Manden er tiltalt for at have forgrebet sig på og forsøgt at voldtage en kvinde på et hotelværelse i København i april sidste år.
Kvinden fik han kontakt med via det sociale medie Instagram, hvor fans jævnligt kontaktede ham, har han fortalt. Sjældent fik de svar.
Men korrespondancen mellem ham og denne kvinde udviklede sig til at få en mere flirtende karakter. Siden blev de enige om at mødes personligt.
De mødtes første gang i baren på Hotel Imperial, hvor han havde lejet et værelse. Her tog han hende med op samme dag.
Ifølge fodboldspilleren sagde den unge kvinde aldrig "nej" til hans seksuelle tilnærmelser på hotelværelset. Men det var Københavns Byret ikke enig i.
En del af bevisførelsen i byretten tog udgangspunkt i en samtale på det sociale medie Snapchat, som fandt sted kort efter deres møde.
I beskederne anklagede kvinden ham for voldtægt og for, at han på trods af "10.000 afvisninger" fortsatte tilnærmelserne.
Fodboldspilleren er også tiltalt for at have blufærdighedskrænket to andre kvinder. Det blev han dømt for i byretten.
/ritzau/