Vi starter dog i Norge, hvor en ung gut formentlig sender varme norske tanker og kindkys til London. Lidt mere præcist er de nok rettet mod Arsenals tjekkiske midtbanespiller Tomas Rosicky, der scorede det afgørende mål, da Arsenal forleden vandt 2-1 over Wigan på to mål i de sidste 10 minutter. En sejr, der sikrede den norske gambler en gevinst på 1,2 millioner kroner i oddset. Knap så begejstret for Arsenals sejr er Christiano Ronaldo nok, og den ’sølle’ gevinst på 1,2 millioner svarer sikkert til det, portugiseren bruger på brylcreme og skønhedsprodukter på årsbasis. Et forbrug han med ro i sindet kan øge, hvis han skifter de ’Røde Djævle’ ud med Barcelona.
Catalanerne skulle efter sigende være klar med en ugeløn på 1,8 millioner kroner til den 22-årige driblekonge. Så meget får fodboldspilleren Iriome Gonzalez ikke, og han er tilsyneladende også ligeglad. Spanieren slår til dagligt sine folder på den spanske ferieø Tenerife, der tørner ud i andendivision, så derfor skulle man mene, at han ville være benovet over et tilbud fra selveste Liverpool. Men den gode Gonzalez har afvist tilbuddet, da det ifølge hans far og agent betyder meget for ham at spille for sin barndomsklub. Så hvem siger, at fodbold kun drejer sig om penge og berømmelse?