Luis Suarez er offer for en medieskabt heksejagt. Det mener i hvert fald formanden for Uruguays fodboldforbund, der ikke mener, at bideepisoden skal have nogen disciplinære konsekvenser for landets stjerneangriber.
'Jeg håber, der ikke sker noget. Jeg håber, det bliver en fair straf, hvis der skal være en. Jeg håber, at økonomiske og politiske interesser - som ofte vægter tungere end retfærdighed - bliver holdt ude af denne sag. Det vigtigste er trods alt sporten og retfærdighed i sporten,' forklarer Wilmar Valdez, formand for Uruguays fodboldforbund.
FIFA har allerede sat en disciplinærundersøgelse i gang efter tirsdagens kamp, hvor kameraer fangede det sammenstød, som dommeren ikke så, men som resten af verden nu har set. Men der er ikke hold i sagen, hvis du spørger Uruguays fodboldforbund.
'Der er et centralt tema, som omhandler beviset, der bliver præsenteret i undersøgelsen. For der er ikke noget absolut bevis. Det er måske en overtrædelse, men der er ikke noget egentligt overbevisende bevis. Vi regner med, at det vil minimere risikoen for en straf til Luis,' fortæller Wilmar Valdez.
Medvirkende: Dansk tilrettelæggelse: Sune Skallerup Sørensen