Der er kæmpe stor forskel på de beløb, der skifter ejer, når en fodboldspiller skifter klub, alt efter om der er tale om en mandlig eller kvindelig fodboldspiller.
I 2018 har Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) registreret 577 klubskifter for professionelle fodboldspillere verden over på kvindesiden, men kun i 20 tilfælde er der blevet betalt en overgangssum klubberne imellem.
Det fremgår af Fifas første rapport om handler med kvindelige fodboldspillere.
I alt er der fra 1. januar 2018 til 1. september 2018 købt kvindelige spillere for 493.235 dollar, hvilket svarer til 3,15 millioner kroner - eller hvad der angiveligt er mindre, end AC Horsens i august betalte for at købe Kasper Junker i AGF.
På verdensplan er der i samme periode registreret 15.049 handler med professionelle mandlige spillere, og her er der i alt blevet betalt mere end 45 milliarder kroner i overgangssummer.
/ritzau/