Den liberiske politiker George Weah, der er tidligere fodboldstjerne, har indtaget førerpladsen i kampen om at blive Liberias næste præsident.
George Weah, der blev kåret som verdens bedste fodboldspiller i 1995, er medlem af landets største oppositionsparti.
Ifølge den foreløbige optælling oven på valget torsdag har han fået flest stemmer i 11 ud af 15 valgdistrikter, skriver dpa.
Men kun 30 procent af stemmerne er indtil videre talt op. Formanden for valgkomitéen, Jerome Korkoya, advarer derfor kandidater mod at erklære sig for vinder, inden alle stemmer er optalt.
Derudover var det på forhånd anset som sandsynligt, at ingen kandidat når op over 50 procent af det samlede antal stemmer.
Derfor er en anden valgrunde ifølge AFP fastsat til den 7. november.
Liberierne gik torsdag til valg for at finde en efterfølger til Ellen Johnson Sirleaf.
Derudover skal også en ny vicepræsident og nye medlemmer af parlamentet vælges.
Ellen Johnson Sirleaf har stået i spidsen for det vestafrikanske land, mens det er kommet sig oven på en borgerkrig og et ebolaudbrud, der kostede næsten 5000 livet.
Den 78-årige præsident modtog Nobels fredspris i 2011 sammen med fredsaktivisterne Leymah Gbowee og Tawakkol Karman for deres ikkevoldelige kamp for kvinders rettigheder.
I de 12 år, hvor Ellen Johnson Sirleaf har været ved magten, er hun blevet hyldet for sin indsats for fred og stabilitet i Liberia. Hun har samtidig fået en del investorer til at investere i landet, skriver nyhedsbureauet AFP.
Valget af hendes efterfølger opfattes som en vigtig test af den demokratiske proces i det vestafrikanske land, hvor op mod 250.000 blev dræbt i borgerkrige fra 1989 til 2003.
Ét af landets partier har allerede været ude og påstå, at der skal være sket valgsvindel mindst ét sted i hovedstaden, Monrovia.
Valgkomitéen vil gerne modtage officielle klager om svindel eller uregelmæssigheder, understreger talsmand Henry Boyd Flomo. Han anerkender samtidig, at mange vælgere havde svært ved at finde deres valgsteder.
Den amerikanske non-profit organisation The Carter Center roser det liberiske folk "for den rolige og fredelige atmosfære", der var i forbindelse med afstemningen.
Centeret peger dog på problemer med lange køer.
- Ligegyldigt hvad valgresultatet bliver, vil det betyde en overflyttelse af magt fra én demokratisk valgt regering til en anden for første gang i mange liberieres liv, udtaler organisationen.
/ritzau/AP